KSI Håndbold Klub (tidl. USG)

Københavns bedste håndboldklub for studerende!

I KSI løfter vi opgaverne sammen for at blive stærkere, både på – og udenfor banen.
På den sociale bane betyder dét at være KSI’er, at der bakkes op om arrangementerne og der gives en hånd med til det frivillige arbejde.

I løbet af sæsonen er der en lang række af aktiviteter i KSI Håndbold, tilmeldingen til langt de fleste af dem sker her på siden under "Det sker i KSI"

 

FESTER:

Torsdags-øl: Første torsdag i hver måned bliver vi hængende efter træning til en torsdags-øl i grimt tøj og godt selskab. Det vil dog også være muligt at finde øl i hallen alle andre torsdage.

Løvfaldsfest: Sæsonens første fest afholdes efter løvets fald i oktober måned. Her mødes vi til fællesspisning, hvor lokalet hurtigt fyldes med stemningsfulde ’Øb’ i bedste KSI-stil. Festudvalget har arrangeret et postløb, hvor vi lærer hinanden endnu bedre at kende på kryds og tværs af holdene mens vi har det sjovt.

Julefrokost: KSI’s julefrokost afholdes i december, hvor det store julebord vil være linet op. Stearinlysene er blevet tændt, misteltenen er hængt op og herrerne har skruet op for charmen med et Luciaoptog du sent vil glemme. 

Temafest: I marts graver vi dybt i udklædningskassen og disker op med temafest i pejsestuen. Traditionen tro sendes vi på et postløb som er i tråd med årets tema, hvorefter vi fester til den lyse morgen.

Generalforsamling: I starten af maj afholdes den årlige generalforsamling i KSI Håndbold. Et hyggeligt arrangement, hvor vi gør status på sæsonen og bestyrelsen samt diverse udvalg vælges ved afstemning.

Afslutningsfesten: I starten af maj, efter generalforsamlingen, inviterer bestyrelsen til afslutningsfest på et kollegium  i området. Under spisningen er der taler, kåringer, grin og klapsalver inden vi runder sæsonen af med et brag af en fest.  

Strandhåndbold: Tredje weekend i juni deltager vi i strandhåndbold på Amager Strandpark. Her mødes vi til en sjov dag med spændende kampe og sand i øllen. Efter arrangementet er der tradition for at mødes igen om aftenen til fest et sted i København.

 

STÆVNER:

KSI-Cup: Tredje weekend i august slår Stævneudvalget dørene op for et fantastisk stævne i OM-hallen. Studerende fra Norge, Tyskland og Danmark mødes til en weekend med håndbold, portvin og fest. I KSI løfter vi opgaverne sammen, hvorfor alle KSI’ere hjælper til med forskellige opgaver i løbet af weekenden. KSI stævnet er en vigtig indtægtskilde for klubben, hvorfor opbakningen fra klubbens medlemmer er essentiel for klubben.

Næstved træningsweekend: I en weekend i september låner vi hallen i Herlufsholm idrætscenter i Næstved, hvor vi afholder et træningsweekend kun for KSI’s medlemmer. Her rystes vi sammen med mange timers håndboldtræning og portvin så vi er klar til sæsonen.

JAI-stævnet: I november tager vi turen til det mørke Jylland, hvor vi besøger vores søster-klub JAI i Århus. Studenterklubber fra Aalborg og Odense deltager ligeledes i stævnet. JAI-stævnet er en pendant til vores egen KSI Cup, konceptet er det samme og hyggen altid i top. Lørdag står programmet på kampe i Vejlby-Risskov hallerne og stor fest med liveband om aftenen.

Forårs-stævnet: I løbet af foråret drager vi til et weekend stævne i udlandet. Vi har førhen været en tur med Oslobåden til Oslo og i sæsonen 18/19 tog vi en tur til Holland. Ens for begge stævner er at de minder om vores eget og JAI-stævnet i den forstand at hvad der sker uden for banen er lige så vigtigt (måske endda vigtigere) end hvad der sker på banen.

KLUBARBEJDE:
Vi har en klar forventning om at man som medlem af KSI håndboldklub stiller op til klubarbejde mindst en, gerne flere gange i løbet af en sæson. Det er hyggeligt, og det, at du gider bruge en søndag formiddag på at dele medaljer ud, er altafgørende for klubbens eksistens på et studievenligt pris niveau. 

DHL-stafet: I slutningen af august hjælper vi til til årets DHL stafet-uge i Fælledparken. Vi har været på forskellige tjanser gennem årene, men en ting er sikker - vi får altid de lækre DHL-madkasser, hvor verdens bedste papvin altid er en del af sortimentet.

Copenhagen Marathon: I slutningen af maj afholdes Copenhagen Marathon, hvor vi plejer at have en flok KSI’ere med. Jo flere jo bedre og jo hyggeligere er det.

Grøn Koncert: I løbet af juli afholder Tuborg i samarbejde med muskelsvindsfonden Grøn Koncert i valbyparken. Det er en endags festival hvor vi plejer at få tjanser som bartendere, madboder ja sågar dørmænd. En dag med masser af musik, hyggelige mennesker, som regel solskin, what is not to like?

  

ANDRE SOCIALE AKTIVITETER:

KSI SKITUR: I uge 5 drager de sneglade KSI’ere på skitur til Alperne. Turen arrangeres af medlemmerne selv uden bestyrelsens indblanding. Turen byder på en hyggelig bustur, 6 dages skiløb, 6 dages afterski, masser af fest farver og ballade. Alle KSI’er er velkomne på turen uanset niveau. Hvis du bare ikke kan tage på skiferie uden din allerbedste ven/veninde, kan han/hun som regel få lov at tage med, selvom han/hun ikke er KSI’er. Dette kræver at du lige tager kontakt til de skiturs ansvarlige og afstemmer med dem. Skiløb i sneen med dine håndboldvenner, DET er fedt!     

 

PÅ HOLDENE:

Bødekassefest: I starten af sæsonen vil der blive nedskrevet nogle regler på de enkelte hold, som kvitteres med en bøde ved overtrædelse. Til sidst på sæsonen er der indbetalt så mange bøder, at der kan holdes et brag af en fest.

 

Glæd dig til at blive en del af et fantastisk fællesskab!

Login